KURSUS i ISTDP
Læs her om kommende kurser - Der er godkendt til specialist uddannelse. Læs mere herunder
12 timers kurser i ISTDP
Der udbydes hermed tre 12 timers kurser med følgende titler:
- 12 timers kursus i Etablering af terapeutisk alliance inden for ISTDP, Århus.
- 12 timers kursus om det terapeutiske arbejde med skyldfølelse inden for ISTDP, Århus.
- 12 timers kursus om behandling af depression inden for ISTDP, Århus.
- se de enkelte kursusbeskrivelser nedenfor
Ved alle tre kurser er følgende gældende:
Varighed: 12 timers kursus: 2 dage á 6 timers effektiv undervisning. Fremmøde 7 timer pr. dag fra kl. 9-16.
Pris: 3.900 kr., kursesprisen er uden forplejning, der serveres kaffe/te.
Tilmelding sker pr. mail til: sonne@aarhuspsykologerne.dk
I tilmeldingsmailen skrives navn og kursus titel, samt om man er medlem af DP. Kursister der er medlem af DP bedes sende mailen fra den mailadresse, de benytter, når de logger på DP’s selvbetjeningsløsning. Dermed kan vi sørge for at kurset automatisk vil blive påført i specialistoverblikket på ”Mit DP”.
Faktura sendes efterfølgende og en plads på kurset sikres ved betaling.
Godkendt til:
• 12 timer på det tværgående modul. - 12.4.4.2.3 Anden teoretisk referenceramme (12 timer).
• SE – Systematisk efteruddannelse for psykologer med ydernummer, kategori 1,2,3,4,5,6,7,8,9,10,11.
Lokation: Århus C. Den præcise lokation meddeles senere pr. mail direkte til deltagerne.
Undervisere på alle tre kurser er: Christian Pasgaard, cand.psych.aut. og specialist i psykoterapi. Majken Sonne, cand.psych.aut. og specialist i psykoterapi. og Brian Kok Ravn, cand.psych.aut., specialpsykolog i psykiatri, specialist i psykoterapi.
Alle tre undervisere har mange års erfaring i psykoterapeutisk behandling, er selvstændige psykologer og udbyder kurser, uddannelse og supervision indenfor metoden ISTDP til psykologer på vej mod specialistgodkendelse.
Målgruppe: Psykologer der arbejder klinisk med voksne (18+) og som har interesse i og er nysgerrige på at dykke ned i den terapeutiske proces set ud fra et psykodynamisk perspektiv, specifikt metoden ISTDP (Intensive Short-Term Dynamic Psychotherapy). Det er ikke nødvendigt med forhåndskendskab til hverken psykodynamisk psykoterapi eller ISTDP.
Deltagere: Max 20 deltagere. Heraf max 25% ikke-akademikere.
Litteraturliste: Sendes ved tilmelding.
Undervisningsform på alle tre kurser vil veksle mellem:
• Teoretisk formidling.
• Video af undervisernes eget kliniske arbejde.
• Metodetræningsøvelser.
KURSUS 1: 12 timers kurses i: Etablering af terapeutisk alliance inden for ISTDP, Århus.
Dato for afholdelse: 18-19. september 2025.
Kursusbeskrivelse: Alle psykologer, der arbejder terapeutisk, kan sikkert genkende, at den gode terapeutiske relation ikke altid etableres lige nemt. Ofte kan der være mere eller mindre usynlige processer i gang, som står i vejen for klientens bedring. På dette todages kursus går vi dybden med den terapeutiske proces ved at fokusere på den terapeutiske alliance og de hindringer der ofte kan være i arbejdet med at etablere en god terapeutisk alliance, herunder (1) klientens modstand mod forandring og (2) de forskellige overføringsmønstre, der kan udspille sig i relationen mellem klient og terapeut og derigennem afspore den terapeutiske proces. Begrebet terapeutisk alliance bliver ofte anvendt som noget der ”bare” handler om god kontakt og nemt dannes af sig selv i den terapeutiske relation, hvis der er ”god kemi”.
Men en god terapeutisk alliance er både meget andet og meget mere end ”kemi” og god kontakt. Inden for psykodynamisk psykoterapi, herunder ISTDP (Intensive Short-Term Dynamic Psychotherapy), er den terapeutiske relation og alliancen mellem terapeut og klient en central del af behandlingsprocessen.
Kursets formål: Psykodynamisk psykoterapi, herunder ISTDP (Intensive Short-Term Dynamic Psychotherapy), har, som de fleste andre metoder, sit eget konkrete bud på og forståelse af hvordan den gode terapeutiske alliance etableres. Det er kursets formål, at deltagerne, uanset deres nuværende metoderetning, opnår indsigt i ISTDP’s specifikke bidrag til hvordan den gode terapeutiske alliance etableres og kan drage nytte af og integrere metodens specifikke interventionsteknikker i deres fremtidige terapeutiske arbejde.
Med afsæt i en introduktion til Edward Bordins (1979) definition af ”arbejdsalliancen” bestående af
(1) enighed om mål, (2) enighed om opgave, samt (3) et stærkt ”bånd” mellem terapeut og klient er det en del af kursets formål at deltagerne opnår teoretisk viden om hvad der kendetegner en god terapeutisk alliance på tværs af metoderetninger.
Det er ligeledes et formål for kurset, at deltagerne opnår kendskab til hvordan man kan identificere og håndtere de hindringer, der kan stå i vejen for etablering af den gode terapeutiske alliance, specifikt i form af:
(1) klientens modstand mod forandring og
(2) de forskellige overføringsmønstre, der kan optræde i samspillet mellem klient og terapeut og derigennem afspore den terapeutiske proces.
Endelig er det et formål for kurset at deltagerne igennem videopræsentationer af undervisernes eget kliniske arbejde og metodetræningsøvelser opnår mere praksisnær erfaring med, samt opøver egne færdigheder i, at etablere en god terapeutisk alliance, herunder at kunne genkende og intervenere i forhold til de faktorer der kan stå i vejen for processen.
Kursets læringsmål: At deltagerne opnår teoretisk viden om og praksisnær erfaring med at etablere en god terapeutisk alliance samt identificere og håndtere de hindringer der kan stå i vejen for denne proces, herunder (1) klientens modstand mod forandring, samt (2) der kan udspille sig i relationen mellem klient og terapeut og derigennem afspore den terapeutiske proces. Læringsmål:
• Viden om og begyndende erfaring med specifikke interventionsteknikker der kan anvendes til at afklare klientens problematik, målet for behandlingen, klientens egen vilje og motivation til at arbejde med problemet, den terapeutiske opgave, etc.
• Viden om og begyndende erfaring med specifikke interventionsteknikker der kan anvendes til at identificere og håndtere den modstand mod forandring og ambivalens, der ofte opstår hos klienten i løbet af den terapeutiske proces.
• Viden om og begyndende erfaring med at identificere og håndtere de overføringsmønstre, der kan udspille sig i den terapeutiske relation. Hvad kigger vi efter? Hvilken viden kan disse mønstre give os om klientens vanskeligheder og tilknytningsstil, og hvordan kan vi tydeliggøre disse mønstre sammen med klienten? • Praksisnært kendskab til hvordan den terapeutisk alliance kan etableres med øje for de hindringer, der kan opstå i processen. Dette via videoeksempler af undervisernes egne kliniske erfaringer.
• Opøvelse af egne terapeutiske færdigheder ift. at etablere en god terapeutisk alliance. Dette via metodetræningsøvelser.
kursusprogram:
Dag 1:
• Teori: o Den gode ”arbejdsalliance” ifølge Bordin (1979). o Den terapeutiske alliance inden for psykodynamisk psykoterapi, specifikt ISTDP.
oInterventionsteknikker: Hvordan etableres den gode terapeutiske alliance?
o Modstand mod etablering af den terapeutiske alliance: Hvad er modstand? Hvordan ser den ud? Hvorfor opstår den? Hvordan kan vi arbejde med den?
• Videopræsentation: Eksempler på klinisk arbejde med fokus på at etablere en god terapeutisk alliance.
• Metodetræningsøvelser: Opøvelse af egne terapeutiske færdigheder i forhold til at etablere en god terapeutisk alliance.
Dag 2:
• Teori:
o Hvad er overføring og modoverføring?
o Hvordan kan vi identificere de overføringsmønstre der kan udspille sig i den terapeutiske relation? Hvad skal vi holde øje med?
o Hvilken information giver klientens overføringsreaktioner omkring hans/hendes vanskeligheder, tilknytningsstil, mv.? Hvordan kan vi hjælpe klienten med at få øje på det? Og hvordan arbejder vi med det terapeutisk?
• Videopræsentation: Eksempler på klinisk arbejde med fokus på overføringsmønstre.
• Metodetræningsøvelser: Opøvelse af egne terapeutiske færdigheder i forhold til at identificere og håndtere overføringsmønstre.
KURSUS 2: 12 timers kursus om det terapeutiske arbejde med skyldfølelse inden for ISTDP, Århus.
Dato for afholdelse: 11-12. december 2025.
Kursusbeskrivelse: Skyldfølelse er en sund og moden følelse som er forbundet til kærlighed og omsorg for andre og motiverer til reparation, hvis vi gør disse andre fortræd. I takt med at kapaciteten til at føle skyld udvikles kan barnet overkomme sin egocentriske natur og Winnicott (1963) slog fast, at det at kunne føle skyld, skal betragtes som en udviklingsmæssig præstation for os mennesker. På denne måde spiller skyldfølelse en central og sund rolle i det menneskelige følelsesliv.
På samme tid kan de fleste af os sikkert genkende, at skyldfølelse er en af de allermest ubehagelige følelser for os mennesker at være i kontakt med. Kropsligt kan den føles stærkt ubehageligt, nærmest kvalmende, og den kan vække så meget kropslig angst, at vi bliver stærkt motiverede til at undgå den for enhver pris. Det er når vi undgår skyldfølelsen, at den kommer til at spille en rolle i psykopatologi, hvilket kan vise sig på forskellig vis, herunder som angst, depression og relationelle vanskeligheder. Det er når vi bliver fanget i undgåelse af skyldfølelse, at vi kommer til at gøre skade på både os selv og andre.
Der er således mange eksempler på, at undgåelse af skyldfølelse er en vigtig brik i mange symptombilleder og psykiske lidelser, såsom angst, depression, personlighedsforstyrrelser, selvskade og anden selvdestruktiv adfærd (Coughlin, 2001). På dette kursus vil vi fokusere på skyldfølelsens rolle i såvel sund menneskelig udvikling som i menneskelig psykopatologi.
Vi vil stille skarpt på hvordan vi kan identificere kliniske tegn på uhensigtsmæssig undgåelse af skyld, herunder kliniske manifestationer af ”overjegspatologi” – fx gennemgribende selvdestruktiv adfærd. Vi giver deltagerne teoretisk viden, praksisnær erfaring og færdighedstræning i forhold til hvordan man kan arbejde terapeutisk med at korrigere uhensigtsmæssig undgåelse af skyldfølelse inden for den psykodynamiske metode ISTDP (Intensive Short-Term Dynamic Psychoterapy).
Kursets formål: Det er kursets formål, at deltagerne opnår dels teoretisk viden om skyldfølelsens rolle i både sund menneskelig udvikling og i menneskelig psykopatologi, ligesom det er formålet at deltagerne lærer at forstå baggrunden for og identificere de kliniske tegn på undgåelse af skyldfølelse, herunder ”overjegspatologi”, og hvordan man kan intervenere terapeutisk ift. undgåelse af skyldfølelse inden for metoden ISTDP.
Ligeledes er det kursets formål at deltagerne får praksisnært kendskab til hvordan terapeutisk arbejde med undgåelse af skyldfølelse og ”overjegspatologi” kan se ud inden for metoden ISTDP (via videoeksempler), samt at deltagerne selv opøver egne begyndende terapeutiske færdigheder i forhold til at hjælpe egne klienter med at identificere og korrigere uhensigtsmæssig undgåelse af skyldfølelse.
Kursets læringsmål
• At deltagerne opnår teoretisk viden om skyldfølelsens rolle i både sund menneskelig udvikling og i menneskelig psykopatologi.
• At deltagerne opnår teoretisk viden om hvordan man kan identificere kliniske tegn på uhensigtsmæssig undgåelse af skyld, herunder kliniske manifestationer af overjegspatologi (fx selvdestruktiv adfærd), inden for metoden ISTDP.
• At deltagerne opnår teoretisk viden om hvordan man kan intervenere terapeutisk i forhold til undgåelse af skyldfølelse og overjegspatologi ud fra metoden ISTDP.
• At deltagerne får praksisnær erfaring (via videoeksempler) på hvordan terapeutisk arbejde med undgåelse af skyldfølelse og overjegspatologi kan se ud inden for metoden ISTDP.
• At deltagerne opøver egne terapeutiske færdigheder (via metodetræningsøvelser) i forhold til at hjælpe egne klienter med at identificere og korrigere uhensigtsmæssig undgåelse af skyldfølelse.
• At deltagerne opnår praksis viden vha. videoeksempler på, hvordan man specifikt ud fra ISTDP kan arbejde terapeutisk med skyld og skam ud fra en psykodynamisk forståelsesramme.
Kursusprogram:
DAG 1:
• Teori:
o Introduktion til skyldfølelsens rolle i sund menneskelig udvikling. o Introduktion til ISTDP med særligt fokus på forståelsen af skyldfølelse. o Introduktion til kliniske manifestationer af overjegspatologi.
o Introduktion til hvordan der arbejdes med uhensigtsmæssig undgåelse af skyldfølelse og overjegspatologi inden for ISTDP, del 1.
• Videopræsentation: Eksempler på klinisk arbejde med undgåelse af skyldfølelse og overjegspatologi ud fra metoden ISTDP.
DAG 2:
• Teori:
o Introduktion til hvordan der arbejdes med uhensigtsmæssig undgåelse af skyldfølelse og kliniske manifestationer af overjegspatologi inden for ISTDP, del 2.
• Videopræsentation: Eksempler på klinisk arbejde med undgåelse af skyldfølelse og overjegspatologi ud fra metoden ISTDP.
• Metodetræningsøvelser: Opøvelse af egne terapeutiske færdigheder i forhold til at intervenere i forhold til uhensigtsmæssig undgåelse af skyldfølelse ud fra metoden ISTDP.
KURSUS 3: 12 timers kursus om behandling af depression inden for ISTDP, Århus.
Dato for afholdelse: 15-16. januar 2026.
Kursusbeskrivelse: Depression er et hyppigt præsenteret problem, når klienter henvender sig til psykologer for at få hjælp. Med reference til prævalens er depression blevet kaldt de psykiske lidelsers bud på en forkølelse (Coughlin, 2017). Depression er ofte meget pinefuld for både klienter og pårørende, og kan i svære tilfælde være en trussel mod klientens helbred og liv.
På trods af at det er meget udbredt at definere depression ud fra ICD-10, så peger meget forskning også på, at en sådan deskriptiv diagnose har lille prædiktiv værdi, og ikke fortæller terapeuten meget om årsagen til klientens symptomer (Craddock and Owen, 2010; Schedler, Karliner & Katz, 2003; Schedler, Magman, & Manis, 1993). Den deskriptive diagnose giver dermed ikke i sig selv terapeuten megen hjælp i forhold til hvordan den depressive tilstand kan behandles.
De fleste terapeutiske metoder er funderet i en teori om psykopatologi og har deri defineret deres eget bud på, hvad der er den bagvedliggende årsag til psykiske problematikker som fx depression, og hvilke terapeutiske virkemidler der skal tages i anvendelse for at hjælpe klienten med at få det bedre. Det gør sig også gældende for psykodynamisk psykoterapi, herunder ISTDP (Intensive Short-Term Dynamic Psychotherapy), hvor årsagen til depression kan forstås som et resultat af en overdreven og ufleksibel brug af en række forsvarsmekanismer, som alle kan medføre et symptombillede svarende til depression.
På dette todages kursus vil vi fokusere på:
(1) hvordan årsagerne til depression forstås inden for psykodynamisk psykoterapi, samt
(2) hvordan depression med baggrund i denne forståelse kan behandles med den psykodynamiske metode ISTDP.
Kursets formål: Det er kursets todelte formål at deltagerne
(1) opnår teoretisk viden om hvordan årsagen til depression forstås inden for den psykodynamiske forståelsesramme, samt
(2) at deltagerne opnår både teoretisk viden om hvordan man kan behandle depression inden for den psykodynamiske metode ISTDP og med afsæt heri opøver begyndende terapeutiske færdigheder i at behandle depression ud fra metoden ISTDP.
Kursets læringsmål
• At deltagerne opnår teoretisk viden om den psykodynamiske forståelse af de forskellige tilstande eller forsvarsmekanismer/modstandssystemer som alle kan føre til symptomer svarende til depression, herunder fx patologisk sorg, repression, identifikation og overjegspatologi.
• At deltagerne opnår teoretisk viden om hvordan depression behandles inden for den psykodynamiske metode ISTDP. • At deltagerne får praksisnær erfaring med og opøver begyndende egne terapeutiske færdigheder i forhold til at behandle depression ud fra metoden ISTDP.
Kursusprogram:
DAG 1:
• Teori:
o Introduktion til den psykodynamiske forståelse af depression, herunder de forskellige tilstande eller forsvarsmekanismer/modstandssystemer som alle kan føre til symptomer svarende til depression, fx patologisk sorg, repression, identifikation og overjegspatologi.
o Behandling af depression inden for metoden ISTDP, del 1.
• Videopræsentation: Eksempler på klinisk arbejde med behandling af depression ud fra metoden ISTDP.
• Metodetræningsøvelser: Opøvelse af egne terapeutiske færdigheder i forhold til at behandle depression ud fra metoden ISTDP.
DAG 2:
• Teori:
o Behandling af depression inden for metoden ISTDP, del 2.
• Videopræsentation: Eksempler på klinisk arbejde med behandling af depression ud fra metoden ISTDP.
• Metodetræningsøvelser: Opøvelse af egne terapeutiske færdigheder i forhold til at behandle depression ud fra metoden ISTDP.
ISTDP
For yderligere spørgsmål mailes til sonne@aarhuspsykologerne.dk
Kontakt
Klinikken ligger i
Sønder Allé 5. 1.th
8000 Århus C
Tæt på banegård og busstation.
Telefon +45 2151 0000
Indtal besked med navn og nummer, og jeg
vil ringe tilbage i førstkommende pause.
Du kan også altid sende mig en mail, hvor jeg vil vende tilbage så hurtigt som muligt.