Vold blandt unge piger

”Fordi hun fik bøjet nogle ribben og fik blå mærker i hovedet og sådan noget der, så var det grov vold, sagde de, eller sådan. Det var bare fordi hun havde fortjent det”
 
Pigevold
Af Dorthe S. Andersen
og Majken Sonne Hjulmand
 
De vilde piger bliver flere. Pigebande anholdt i Odense. Pigebander slås i gaderne. Vilde piger lades i stikken. Pigekamp. De vanskelige piger.
 
Sådan lyder nogle af de overskrifter, der har præget de danske medier i de senere år. Fra Århus, Aalborg, Odense, Viborg, København og andre byer er der kommet beretninger om episoder med pigebander, der har truet og overfaldet andre unge piger. Episoderne har ikke mindst chokeret ved, at volden har været meget grov − ikke alene den rene vold, men også volden i form af afklipning af hår, brændemærkning med cigaretter, ridsen i ansigtet med knive eller flasker.
Både myndighederne og de professionelle, socialarbejdere, pædagoger, politi m.fl., oplever et stigende antal af piger, som udviser en meget aggressiv og voldelig adfærd og har givet udtryk for, at de har svært ved at begribe, hvordan pigerne kan udøve en vold, der er så rå og skræmmende. Men er der tale om et nyt og stigende fænomen?
Antallet af 15-19-årige piger, der dømmes for simpel vold, er ifølge Danmarks Statistik vokset fra 35 overtrædelser i 1990 til 178 overtrædelser i 2003, hvilket svarer til lidt mere end en femdobling. Antallet af domme for alvorlig vold, hvor der benyttes redskaber som fx køller, knive eller knuste flasker, er steget fra otte tilfælde i 1990 til 31 tilfælde i 2003, hvilket næsten svarer til en firedobling. Dog er det mest i de sidste år, at stigningen er markant, så det er svært at sige, om dette er en reel stigning eller en tilfældighed.
Set i lyset af den simple vold tyder det dog på en generel vækst i voldelighed blandt unge piger. Da antallet af piger i denne aldersgruppe samtidig er faldet betragteligt på grund af små årgange, er væksten i realiteten mere markant. Til sammenligning er drenges overtrædelser af både simpel og alvorlig vold steget jævnt med cirka en fordobling i samme periode. Faktum er, at stigningen i voldsdomme hos piger er højere end stigningen hos drenge, og det kan tyde på, at pigers voldelighed er steget de senere år, hvilket altså støttes af en massiv medieomtale af pigebander og pigevold.
 

En undersøgelse

I det følgende tager vi udgangspunkt i en undersøgelse, vi september 2004 har foretaget af unge, voldelige piger. Undersøgelsen er et forsøg på at give en forståelse af, hvad der kan ligge til grund for pigernes voldelighed.
Vi havde på forhånd en idé om, at der hos piger, der anvender en voldelig udtryksform, kan være underliggende psykiske problemstillinger på spil, som ikke umiddelbart lader sig indfange ved blot ét måleredskab. Derfor valgte vi at udarbejde en multipel metodisk og teoretisk model, der tager udgangspunkt i tre forskellige måleinstrumenter.
Vi ønskede at undersøge pigernes personlighedsorganisering defineret ved personlighedstræk, selvets dynamiske konstitution, motivationer, narrativ identitet samt affekt-bevidsthed, som gensidigt påvirker hinanden i et konstituerende og organiserende forhold (Tønnesvang, 2004; Bertelsen, 2000).
Undersøgelsen er en gruppecase eller et pilotprojekt for yderligere forskning, idet antallet af undersøgelsesdeltagere og repræsentativiteten var begrænset. Alligevel kan vi spore nogle tendenser, som det er væsentligt at være opmærksom på.
Undersøgelsesdeltagerne var otte piger i alderen 13-18 år, som alle har været voldelige eller har haft personligt kendskab til pigevolden i lokalområdet. Seks af pigerne er danske, og to af pigerne har anden etnisk baggrund end dansk. Undersøgelsesinstrumenterne bestod af spørgeskemaerne: Fem-Faktor-Tjeklisten, der indbefatter de fem faktorer:
Udadvendthed, Omgængelighed, Samvittighedsfuldhed, Emotionel ustabilitet og Åben for oplevelse/intellekt, og Den Psykologiske Sundhedsprofil 78-Y, der indbefatter 26 dimensioner, bl.a. Mistrivsel, Sårbarhed, Depression og Mistillid samt kvalitativt interview. Spørgeskemaerne er udarbejdet af henholdsvis Mads Uffe Pedersen fra Center for Rusmiddelforskning og Jørgen Beckmann fra Odense Universitetshospital.
Ved at kombinere kvantitative spørgeskemaer, der hovedsagelig måler personlighedstræk, med kvalitativt interview, som indfanger pigernes narrative fortællinger, men også giver plads til brugen af vores dynamiske perception, fremkom det både, hvordan pigerne gerne vil fremstå, og hvordan de egentlig er. Resultaterne viste, at der var væsentlig forskel på de to ting.
Pigerne scorede alle signifikant højere på faktoren Emotionel ustabilitet på Fem-Faktor-Tjeklisten i forhold til en normalpopulation samt signifikant lavere på faktoren Samvittighedsfuldhed. Det betyder, at de både er følelsesmæssigt ustabile karakteriseret med generel usikkerhed, nervøsitet, anspændthed, pessimisme, vrede, fjendtlighed, depression og sårbarhed og har en ringe grad eller slet ingen empatisk fornemmelse eller sympati. På faktorerne Udadvendthed, Omgængelighed og Åben for oplevelse/intellekt scorede pigerne inden for gennemsnittet af en normalpopulation. Pigerne scorede bl.a. højt på Mistillid og Mistrivsel inden for Den Psykologiske Sundhedsprofil 78-Y og havde alle meget svingende profiler. De havde dermed alle en grad af psykisk ustabilitet.
Pigernes fremtoning i interviewene bar præg af, at de alle var meget undvigende i kontakten. Deres blik var flakkende, de sad uroligt på stolen og pillede nervøst ved deres tøj. Når vi en sjælden gang fik øjenkontakt med dem, mødte vi et blik, der enten var tomt og udtryksløst eller meget hadefuldt. Dette chokerede os, især når vi mødte det hos de helt unge piger på blot 13-14 år. Men det gav os en idé om, at der i disse piger hersker en høj grad af emotionel ustabilitet, som de dog forsøger at skjule over for sig selv og deres omgivelser.
Ud fra de samlede resultater vurderer vi, at pigerne har en fælles grundproblematik, der kan karakteriseres som en emotionel ustabilitet i form af en manglende forståelse for samt regulering af eget følelsesliv. En sådan emotionel ustabilitet kommer til udtryk ved, at pigerne mangler selvværdsfølelse og generelt er usikre på deres egen identitet og fremtræden og således nærmest skifter personlighed, afhængig af hvilke omgivelser de befinder sig i. Deres følelsesliv er sammenblandet og forvirrende for dem selv, og nogle følelser bliver benægtet eller forsøgt fortrængt. Denne emotionelle ustabilitet kommer på flere måder til udtryk i pigernes handlemønstre og relationer.
 

Følelsesmæssigt kaos

Hvad pigerne fortalte, gav os indblik i, at de i indimellem bliver revet med og handler uden nogen form for rationalitet og refleksiv indstilling. Dette ses fx, når en pige fortæller om en voldsepisode på følgende måde: “Jeg tænkte slet ikke noget, overhovedet ikke, det var bare, ligesom om det hele gik i sort, og jeg var inde i sådan en eller anden krig eller sådan noget. Det var helt vildt sådan, forstår du?” Adfærden bærer præg af, at pigen er i affekternes vold, hvor hendes raseriudbrud og mangel på kontrol udspilles.
Ser vi denne beskrivelse af en voldssituation i sammenhæng med den høje emotionelle ustabilitet, er det sandsynligt, at pigerne har en masse uafklarede had- og vredesfølelser. Dem kan de ikke håndtere, og det fører med sig, at verden opleves og vurderes ud fra primitive mekanismer som bl.a. opdeling i ’ond’ og ’god’.
Mere eller mindre tilfældige andre piger bliver dermed ofre for pigernes egne indre kaotiske følelser, som de ved hjælp af projektiv identifikation forsøger at adskille sig fra. De tillægger andre det had og den smerte, de mærker indeni, og i stedet for at vedkende sig deres følelser projiceres smerten og svigtet ud på omgivelserne.
Pigerne griber til primitive afstraffelsesmetoder og tænker ikke over konsekvenserne af deres handlinger. Dette ses fx, når en pige siger: “… Så har jeg bare taget fat i hendes hoved og knaldet det ind i sådan, knaldet hendes hoved ind i væggen eller knaldet det ned i jorden eller bare givet hende en knytnæve, så er hun bare faldet om, og så er hun bare begyndt at græde. Så har der ikke været mere”. Og hun fortsætter: “Jeg kunne hurtigt finde på at banke hende igen, selvfølgelig kunne jeg det … for jeg, jeg kan, jeg kan da se, at hun er pissesvag, det er da noget, der irriterer mig ..., forstår du? At hun er så svag, at hun ikke engang kan forsvare sig selv.”
Vi får her kendskab til en verden, hvor det er noget nær krigeriske aktioner, der er styrende elementer i dagligdagen, og hvor det handler om at være den stærkeste og ikke vise svaghed. Vores vurdering er, at kimen til disse problematikker kan spores i forholdet mellem forældre og barn og hænger sammen med en problematisk tilknytning til ’omsorgsfulde andre’.
 

Problematisk tilknytning

De otte piger fra undersøgelsen gengav i større eller mindre grad tilstedeværelsen af forskellige problemer i familien. Kun to af pigerne levede på interviewtidspunktet sammen med begge forældre, men her som i de andre tilfælde oplyste pigerne, at de ikke ved, hvad deres fædre tænker om dem. Forholdet til mødrene bærer i flere tilfælde præg af at være kontaktløst med mangel på indlevelse i pigernes følelsesliv.
I praksis kommer pigerne ikke til mødrene med deres problemer, og da fædrene er fraværende, er der med stor sandsynlighed ingen af forældrene, der har spejlet og anerkendt pigernes følelsesliv og problemer. Pigerne har derfor ikke fået kendskab til deres egne følelser og har ikke udviklet en forståelse herfor samt en kompetence i at administrere dem, hvilket kan medføre en mangelfuld evne til at kunne affektregulere og mentalisere over egne og andres følelser (Fonagy et al., 2004).
Pigerne mangler altså evne til at regulere, genkende og give udtryk for egne følelser og har problemer med at forstå og aflæse andres. Det kan forklare, hvorfor de får problemer i deres relationer og i pressede situationer vælger den voldelige udtryksform uden nogen form for empatisk fornemmelse.
Ydermere kan den voldelige udtryksform hænge sammen med en række andre forhold.
  1. Pigerne har svingende selvværdsfølelse, da der ikke har været rum og plads til selvets udvikling, hvor sider som selvfremstilling og selvhævdelse ikke er blevet anerkendt og mødt, hvorfor pigerne har et behov for at hævde sig på deres omgivelser.
  2. Pigerne mangler fornemmelse for, hvad der er rigtigt og forkert, da de ikke har haft tilstrækkeligt gode rollemodeller. Udviklingen af mening og værdisæt er udeblevet eller besværliggjort. Derfor følger de gruppenormens adfærdsmønstre uden videre stillingtagen dertil
  3. Pigerne har ikke haft oplevelsen af samhørighed og fællesskab og har udviklet en følelse af ensomhed og isolation. Det har bidraget til, at gruppen har stor betydning for den enkelte pige, da det at være uden for gruppen vil føles ulideligt.
  4. Pigerne har forskellige former for mestringsproblemer og har dårlig refleksiv kapacitet, hvilket medfører dårligt udviklede kompetencer på det kommunikative og konfliktløsende niveau (Hansen, 2003). 
Pigerne har med andre ord ikke haft oplevelsen af gode selvobjekter, dvs. der ikke har været personer i pigernes omverden, der har kunnet spejle og anerkende pigernes følelser samt tilfredsstille deres behov. Denne mangelfulde spejling og tilkendegivelse af pigernes følelsesliv betyder, at der ikke i tilstrækkelig grad er udviklet stabile indre objekter i selvet, som har form som en internaliseret indre ressonans i selvet (Kohut, 2000).
Denne dårligt udviklede evne til at affektregulere og mentalisere samt en gennemgribende mangel på tilstedeværelse af gode selvobjekter vurderer vi som væsentlige grunde til, at volden bliver pigernes foretrukne udtryksform.
 

Gruppe og subkultur

Når pigerne befinder sig i et miljø med sociale problemer og uden megen voksenkontakt, og hvor subkulturen bærer præg af ghettodannelse og kriminalitet, er det ikke svært at forstå, at den enkelte pige afspejler og følger denne gruppenorm. Der hersker en omgangstone og livsindstilling, som bærer præg af, at den stærkeste overlever. Det gælder om at være barsk og være den, de andre ser op til og er bange for.
Gruppekulturen kan beskrives ud fra de primitive mønstre, som hersker i det, Bion (1993) benævner som kampflugtmønsteret. Her er der tale om en svigtende realitetsopfattelse, depersonalisering af den enkelte samt mobilisering af primitive forsvar som projektiv identifikation og splitting. Målet er at bevare gruppen, som den er. Deltager man ikke i voldsepisoderne enten ved direkte konfrontation i form af voldelig adfærd eller opbakning i handlingerne, kan det medføre, at man ikke bliver accepteret, men bliver betragtet som en af de svage og uden for gruppen. Volden bliver omdrejningspunktet, hvad denne replik fra en af deltagerne fortæller: “Jeg slås aldrig mest for mig, det er mest for nogle af mine veninder.”
Men hvorfor er denne gruppefølelse så vigtig for pigerne? Ud fra undersøgelsen hænger det sammen med flere ting. Der er ikke mange alternativer for pigerne, da subkulturen virker som en afgrænset lukket enhed i forhold til det resterende samfund. Endvidere er der ikke den rette opbakning hjemmefra til at gå ud at opsøge nye udfordringer. I tråd med at pigerne har et ringe selvværd, kan det føre til, at de mangler oplevelsen af at kunne klare sig uden for gruppen. Pigernes uopfyldte behov for stabile relationer og samhørighed betyder, at gruppedelagtigheden ofte bliver på bekostning af deres egen individualitet.
I et samlet hele indebærer det, at den høje emotionelle ustabilitet bliver forstærket i nærmiljøet blandt jævnaldrende, og at subkulturen fastlåser den enkelte fra at komme ud af den negative voldsspiral.
 

Ofre i kæresterelationer

De mangelfulde modne indre rollemodeller viser sig ikke kun ved den voldelige adfærd, men også ved, at pigerne ikke ved, hvordan de skal håndtere deres kæresteforhold. Her er pigerne ofre for to aspekter.
Det første aspekt er deres egne familiemæssige forhold, hvor mangelen på gode stabile selvobjekter kan have medført, at de ikke har en indre tro på sig selv og på deres eget værd og ikke har tilegnet sig en fornemmelse for, hvad man som kvinde ikke skal finde sig i.
Det andet er mødet med en kultur, hvor pigerne ofte bliver ofre for nedladende holdninger til deres køn og adfærd. Pigernes kærester er alle drenge med anden etnisk baggrund end dansk, og pigerne fortæller, at de bliver slået af deres kærester. Desuden bestemmer kæresterne, hvad pigerne må eller ikke må.
Vi spørger fx en pige, om det er i orden, at kæresten slår. Hun svarer: “Jeg er sådan lidt ligeglad, fordi … sådan.” Er pigen vant til at blive slået? spørger vi. “Nej, ikke sådan. Jo, nu er jeg.” En anden pige spørger vi: “Kunne han så finde på at gøre noget ved dig?” Og hun svarer: “Ja, han har da slået mig før, men det er altså normalt i vores aldersgruppe …”. Vi er vidner til problemstillinger svarende til dem, der kendes fra voldsramte kvinder, hvor kvindens ret og person i særdeleshed underkendes på det groveste (Herman, 1995).
 

Mangler livsmod og håb

Pigerne har kun få eller ingen forestillinger om fremtiden, og der er i flere tilfælde tale om manglende livsmod. Vi spurgte en pige: “Har det nogen sinde været så slemt, at du har tænkt, at du ikke vil leve mere?” Hun svarer uden videre: “Ja, rigtig meget. Jeg har sagt til min mor: hvorfor skal jeg leve, jeg har ikke noget at leve for, I elsker mig ikke engang.” Det illustrerer problemets omfang. Så skal vi gøre op med volden blandt de unge piger, må vi tage udgangspunkt i det, pigerne ikke har fået, og hjælpe til at bygge ressourcer og kompetencer op.
For at kunne skabe en forståelse af, hvorfor disse unge piger ofte vælger den voldelige udtryksform, må vi anskue problemet ud fra dets fulde kompleksitet. Den undersøgelse, vi har gennemført, er et bud på en sådan kompleks og multipel model, hvor der både tages højde for det sagte og det usagte, og hvor pigernes personlighedsorganisering, herunder personlighedstræk, selvets dynamiske konstitution, motivationer, narrativ identitet samt affekt-bevidsthed er behandlet og integreret i en sammenhængende forståelse.
Et sådant dybdegående videns grundlag er nødvendigt, hvis vi skal begribe pigernes virkelighed og psykiske organisering for at kunne hjælpe dem ud fra en terapeutisk og psykologisk vinkel.
 

Hvad kan samfundet

Set i et overordnet perspektiv er unge pigers stigende voldelighed et udtryk for kombinationen af traumatiske familiemønstre, subkulturelle ghettodannelser og de samfundsmæssigt stigende krav til unge. I forhold til hvert element er der brug for yderligere intensiverende indsats.
Det er ikke nok blot at konstatere, at der på et overordnet plan er tale om omsorgssvigt og identitetsproblemer, som den nuværende litteratur på området påpeger (Berk, 1997). Ej heller er det nok, at de unge tages ud af skolen og bliver givet en anden form for skole-/praktiktilbud, som er praksis nu. De unge opholder sig stadig i de samme miljøer, der ofte er opstået på baggrund af ghettodannelser, og hvor barskhed og hårdhed er vejen til overlevelse.
Derfor må en terapeutisk intervention, hvor pigerne kan tilegne sig nye kompetencer samt opblødning af ghettodannelser være essentiel. Disse handleanvisninger skal alle tages op og støttes økonomisk, dvs. politisk, hvis voldeligheden blandt unge piger skal tages alvorligt.
 
Dorthe S. Andersen, cand.psych.
Majken Sonne. Hjulmand, cand.psych.
 

Litteraturliste:

  • Andersen, Dorthe S. og Hjulmand, Majken S. (2004): ”Så der blev jeg lige lovlig meget sur, og så sparkede jeg, så slog jeg og sparkede!” En empirisk baseret undersøgelse af unge, voldelige pigers personlighedsorganisering set ud fra en psykodynamisk tilgang, herunder et selvpsykologisk og et affektbevidsthedsperspektiv. Kan rekvireres på Psykologisk Instituts Bibliotek, Aarhus Universitet, eller på www2.adm.ku.dk/portal/opgavebank/src/ViewArticle. php?id=590 
  • Beckmann, J.H. (1999): Børn og unges trivsel – pilotprojekt vedrørende udvikling og afprøvning af spørgeskema til børn og unge (12-18 år). Klinisk Psykologisk Afdeling Odense Universitetshospital. 
  • Berk, L.E. (1997): Child Development 4th edition. London: Allyn & Bacon. 
  • Bertelsen, P. (2000): Antropologisk psykologi – en almenpsykologisk opfattelse af den frie vilje, bevidstheden og selvet. København: Frydenlund Grafisk. 
  • Bion, W.R. (1993): Erfaringer i grupper og andre artikler. København: Hans Reitzels Forlag 1. udg. 1961. 
  • Fonagy, P., Gergely, G., Jurist, E. & Target, M. (2004): Affect regulation, mentalization and the development of the self. London: Karnac. 
  • Hansen, J.T. (2003): Selvet som rettethed – en teori om noget af det, der driver og former menneskeliv. Århus: Forlaget Klim. 
  • Herman, J.L. (1995): I voldens kølvand. Om psykiske traumer og deres heling. København: Hans Reitzel Forlag. 
  • Kohut, H. (2000): Analysen af selvet – en systematisk tilgang til psykoanalytisk behandling af narcissistiske personlighedsforstyrrelser. København: Det lille forlag 1. udg. 1971. 
  • Pedersen M.U. (submittet): Changes in Drug Abuse and Self-Perception among Substance Abusers Following Residential Drug-free treatment. Centre for Alcohol and Drug Research, University of Aarhus. 
  • Tønnesvang, J. (2004): Elementer i religiøsitetens psykologik: sentimenter, selvobjektfunktionalitet, tilknytningsdimensioner. Bulletin fra forum for antropologisk psykologi.