Klasseværelset - fra privat til offentligt rum

Gæstekiggeri i undervisningen

Det er i dag mere og mere almindeligt, at andre ønsker at overvære lærerens undervisning i timen. Klasseværelset er ikke på samme måde som tidligere lærerens private rum, men i dag åbnes døren for flere fagfolk som f.eks. skolepsykologen, støttepædagogen, samt aktive og kritiske forældre, som vil have indblik i, hvad der foregår, og som ønsker medbestemmelse og indflydelse på tingenes gang. Dette kan på mange måder virke grænseoverskridende for læreren, som kan føle sig overvåget, bedømt og udsat for kritik. Denne artikel er et bud på, hvordan den enkelte lærer kan beskytte sig mod følelsen af et personligt overgreb og kritisk bedømmelse af de mennesker, som ønsker at overvære lærerens undervisning. Vi vil her beskrive de psykologiske mekanismer, som kan træde i kraft, når man som lærer føler sig vurderet og kigget efter i sømmene. Artiklen afrundes ved at give nogle bud på de konstruktive fordele, der kan være i, at lærernes undervisning er ved at skifte form fra et privat til et mere offentligt rum.
 

Indre psykologiske faktorer

Som praktiserende psykologer oplever vi ofte, at yngre såvel som ældre lærere føler, at de bliver overvåget, når de må åbne døren og lade andre være tilstede under undervisningen. Vi er sikre på, at det ikke er en uvillighed fra lærernes side, hvis der vises en manglende lyst til at lade andre fag personer eller kollegaer komme ind i klassen. Derimod tænker vi, at lærerne føler sig truet, og at deres grænse overskrides. Vores erfaring er, at denne oplevelse hænger sammen med aktiveringen af en række indre psykologiske mekanismer, som f.eks. behovet for anerkendelse, manglende opbakning af ens egen person, samt en indre sårbarhed og usikkerhed i forhold til at slå til, som den person man er. Disse faktorer kan træde i kraft, hvis oplevelsen er, at man skal bedømmes og vurderes ud fra hele sin person og ikke blot modtage konstruktiv kritik ud fra sine faglige egenskaber.
 
Hvis den enkelte lærer ikke er i stand til at lave en sondring mellem blot at modtage konstruktiv kritik på ens arbejdsmetoder eller kompetencer men oplever det som en kritik af hele sin person generelt, kan andre få for meget betydning og magt over ens indre. Andre kollegaers idéer og holdninger får lov at bestemme for meget og bliver styrringsapperat for, hvordan man synes, man skal eller bør være.
I sådanne tilfælde mangler en grundlæggende værdighed, hvilket kan hænge sammen med, at der ikke i tilstrækkelig grad er nogle indre pejlemærker, som kan hjælpe til egen dømmekraft og egen fornemmelse for, hvad der er godt nok. Man falder uden disse indre pejlemærker så at sige ned i et tomrum af forvirring, angst og usikkerhed omkring sin egen person. Når disse problemstillinger er på spil, arbejder vi med, at læreren bliver bedre til at lytte til egne tanker, følelser og handlinger for derigennem at opbygge en større selvværdsfølelse og myndighed i forhold til sin egen person. Der skal så at sige ske en omrokering fra at lade andres meninger og betydninger fylde det hele indeni, til selv at tage plads, hvilket vil skabe en større klarhed og ro.
 
I praksis kan opbyggelsen af en indre værdighed og selvværdsfølelse trænes ved at sige til sig selv, ”at det ikke er mig, der er noget galt med, vedkommende vil bare give mig nogle redskaber til bedre at klare denne problemstilling”. Hvis læreren kan bevare denne adskillelse indeni omkring på den ene side ens egen person og på den anden side ens arbejdsmetoder og kompetencer, er der mulighed for bedre at kunne reflektere over den konkrete sag og ikke lade sig følelsesmæssigt overrumple og føle sig forkert. Vi vurderer, at det vil være en fordel, hvis lærerstablen kan bruge hinanden mere end tilfældet er til en konstruktiv dialog, der bygger på respekt, aktiv lytning, refleksion over egen praksis og arbejdsmetoder. Dette betyder, at der må skabes et rum, hvor den enkelte ikke føler sig truet og bedømt. I praksis vil det formodentlig kræve en ændringsopfattelse af, at klasseundervisningen betragtes som et privat anliggende og et privat rum bag lukkede døre, til at få karakter af et mere offentligt rum med mulighed for refleksion og udnyttelse af forskelligartet faglighed og kompetence.
 

Klasseværelset - fra privat til offentligt rum

Lærerjobbet er et ensomt og ansvarsfulgt job, og man står ofte meget alene med sin undervisning. For fejler man som lærer, fejler hele undervisningen. Fornemmelsen af at man ind imellem ikke rigtig ved, hvordan man skal gribe en problemstilling an, men samtidig har svært ved at spørge om hjælp dertil, er et kendt fænomen. For hvad vil andre mene om, at jeg ikke kan løse denne opgave?
I en sådan situation kan man føle sig sårbar og ensom. Derfor må der ske en holdningsændring omkring, at det er i orden at række ud, og at usikkerheden i forskellige problemstillinger er almindeligt. Det kræver, at der lærere imellem bliver en omsorg for hinanden omkring, at lærerjobbet kan være hårdt, at mange elever mangler respekten for lærerens rolle, og at man derfor hele tiden er på prøve og må kæmpe for sin autoritet.
 
For at lærere på en skole kan gøre brug af hinandens ressourcer til sparring og refleksion uden at den enkelte føler sig truet og udsat for kritik, kræver det, at der sker en holdningsændring lærerne imellem. Dette både hos den enkelte lærer selv men også på skolen som sådan. Klasseværelset skal ikke længere opfattes som et privatområde, men derimod blive betragtet ud fra den anskuelse, at undervisningen og børnene er i højsæde, og at det ikke er læreren, der er til bedømmelse.
 
Der findes jo nogle helt specifikke problemstillinger i skolen i dag, som den enkelte lærer kan møde i sin undervisning. Der er flere og flere tosprogede elever, og der er derfor flere forskellige kulturer, der mødes. At skulle formidle et budskab til elever med meget forskellige kulturelle mønstre, er en meget krævende opgave, hvor i det i sig selv ville være ideelt med to lærere i klassen. Der er deslige en generelt manglende respekt for læreren og undervisningen generelt blandt eleverne i dag, og dette medfører en række sociale problemer i klassen, som er enormt ressourcekrævende. Her kan det være en stor fordel, at betragte sådanne udfordringer som et fælles anliggende, og ikke kun som den enkelte lærers problem.
 
Ved at skabe åbenhed, dialog, diskussion og videregivelse af kompetence lærere imellem, kan opmærksomheden flyttes fra at problemerne ved at styre en klasse opfattes som en fejl og mangel hos den enkelte lærer til at betragtes som et samfundsmæssigt og kulturelt problem, hvor forældrene til børnene skal bære deres del af ansvaret, og som skolen i sin helhed må hjælpe til at løse. Fokus skal flyttes fra at være lærerens fejl til at være et problem, der skal løftes i fællesskab.
Ved denne fokusændring, vil der med stor sandsynlighed også ske en ændring i den enkelte lærers oplevelse af, at det er én selv som person, der fejler og ikke er god nok, til at have form af en kompetence udvidelse og påklædning til den nye form for undervisningsopgave, der er blevet tilkaldt eller trukket ned over hovedet på lærerne i dag.
 
Psykologerne Helle Mortensen & Majken Sonne